Tøjvask hos ældre borgere skal fremover varetages af professionelle vaskerier
Tøjvask hos ældre borgere skal fremover varetages af professionelle vaskerier
Det bliver stadigt sværere at rekruttere sundhedsfagligt personale og det ser ikke ud til, at det vil blive lettere i fremtiden. Det oplever Skive Kommune, ligesom alle andre kommuner i Danmark. I dag varetager de samme medarbejdere i hjemmeplejen både praktisk hjælp, herunder tøjvask og personlig pleje til borgere, der er visiteret til hjælpen. Sådan bliver det ikke fremover.
- I takt med at der bliver stadigt flere ældre borgere, og vores virkelighed er, at vi har svært ved at ansætte sundhedsfaglige personale, så er det vigtigt, at vores sundhedsfaglige kompetencer bliver brugt bedst muligt. Ved at uddelegere tøjvask til private vaskerier, får vi løst opgaven med at vaske ældres tøj professionelt, og hjemmeplejen kan i stedet bruge ressourcerne pleje og omsorg til vores borgere, siger Lars Olesen, der er chef for Pleje & Visitation i Skive Kommune.
Glæde over kommende samarbejde
Sidste år besluttede Udvalget for Ældre i Skive Kommune at starte en proces med en ny ordning, hvor tøjvask for borgere i eget hjem fremover skal varetages af professionelle vaskerier. Det er en ordning, som er kendt fra andre kommuner. Skive Kommune har derfor i starten af 2021 indgået aftaler med to professionelle vaskerier; DFD - De Forenede Dampvaskerier og ELIS, det tidligere Berendsen:
- Vi er meget glade for, at DFD og ELIS har budt ind på opgaven, og vi ser frem til et godt og professionelt samarbejde, siger Lars Olesen. Borgerne kan trygt stole på, at deres tøj fremover bliver vasket skånsomt, bakteologisk rent og omhyggeligt med allergivenlige vaskemidler på et svanemærket vaskeri.
Gode erfaringer
Skive Kommune har hentet inspiration til brug af professionelle vaskerier via andre kommuner, som har haft gode erfaringer med at implementere ordningen.
I den nye ordning, der træder i kraft 31. maj 2021, vil borgerne ligesom i dag få ordnet vasketøj hver anden uge. Når vasketøjet bliver afhentet, vil borgerne samtidig få leveret det rene vasketøj, lagt sammen og pakket. Der vil blive en egenbetaling på 176 kr. om måneden for enlige og for 264 kr. for par. Prisen er sat efter den forventede besparelse hos borgeren, som sparer vand, strøm, vaskepulver og eventuelt afskrivning på vaskemaskinen.
Borgerne modtager et brev
De borgere, der skal vælge mellem de to professionelle vaskerier, vil modtage et brev – enten i e-Boks eller med fysisk post, hvis de er fritaget for digital post – med information om den nye ordning samt en præsentation af de to professionelle vaskerier
Yderligere information: Lars Olesen, Pleje & Visitation, mobil 20343060